Vandtårnet
Vandtårnet

Vandtårnet
Tårnet i Ravnstrup – Et byhistorisk vartegn
I Ravnstrup står det 9 m høje vandtårn, som en central markering i bybilledet. Det ønskes løftet til et vartegn, der vil give lokal værdi og samtidig fungerer som en attraktion for turister i området. Projektet er en af flere udviklingsindsatser i områdefornyelsesprogrammerne ”Udvikling i landdistrikterne” i Vesthimmerlands Kommune.
Tårnets nederste del fungerer i dag som pumpestation for Løgstør Vand og skal fortsat anvendes til dette formål. Den øverste del har tidligere fungeret som vandtank, men er ikke længere i drift og rummer derfor et potentiale for nye anvendelser.
Projektets hovedformål er at skabe et forskønnet, iøjnefaldende og besøgsværdigt sted i Ravnstrup. Første etape omfatter reparation af tårnet samt en kunstnerisk udsmykning med lokalforankrede motiver og belysning. På længere sigt er visionen at udnytte bygningens højde til et udkigstårn, hvorfra besøgende kan opleve byen, det omkringliggende landskab, Limfjorden mod vest samt Løgstør og Aggersborg mod nord.
Med Hærvejen beliggende blot 1,4 km øst for Ravnstrup er det ambitionen at udkigstårnet vil indskrive sig i en samlet fortælling om områdets særlige oplevelsessteder, såsom Næsborg Kirke, Aggersborg, Limfjorden, Aggersundbroen og Løgsted Kirke. Tårnet kan samtidig fungere som et attraktivt pausested for vandrere på Hærvejen.
Tårnet tilgås via en udvendig trappe med en tilhørende forplads, der giver mulighed for mindre arrangementer og ophold. En skærm langs trappen leder de besøgende mod indgangen og skærmer samtidig for indblik til villaerne mod vest. Trappen er flerfunktionel, idet den ud over at være adgangsgivende til tårnet også inviterer til ophold. Omkring tårnet etableres en belagt kant med forbindelser til trappen, Viborgvej og Birkevej. De omkringliggende arealer beplantes med bunddækket vintergrøn.
Fra et repos på trappen føres de besøgende ind i vandtårnets øverste del. Indenfor indrettes det dobbelthøje rum til f.eks. udstillinger, periskop med udsigtspunkter, samt trappe til udsigtstårnet. Rummet fremstår med vinduesrammer der indrammer forskellige udsigter samt trækker lys ned i rummet. På toppen af bygningen opføres en ny udsigtsplatform. Her vil besøgende kunne opleve et 360 graders view over området.
ÅR
2024
STED
Ravnstrup
BYGHERRE
Vesthimmerlands Kommune
SAMARBEJDE
Vesthimmerlands Kommune og borgere



