Udvikling i landdistrikterne 3

No items found.

Udvikling i landdistrikterne 3

Udvikling i landdistrikterne 3

Udvikling i landdistrikterne 3

Vesthimmerlands Kommune er beliggende i det centrale Himmerland i smørhullet mellem Aalborg og Viborg. Området er kendetegnet ved den 90 km lange Limfjordskyst samt en storslået, oplevelsesrig natur og landskab med særligt mange ådale.

Vesthimmerland omfatter byer som Farsø, Løgstør, Aars og Aalestrup, men størstedelen af kommunen udgøres af landområde og mindre landsbysamfund. Godt halvdelen af Vesthimmerlands indbyggere bor i de i alt 45 landsbyer, der repræsenterer landdistrikterne. Hver især udgør de en vigtig del af det samlede Vesthimmerland, og det er derfor også en fælles ambition i kommunen at sikre en positiv udvikling af landdistrikterne.

’Udvikling i landdistrikterne 3’ er det tredje programhæfte for områdefornyelse i landdistrikterne, udviklet for og i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og borgerrepræsentanter fra landsbyerne. Programmet omfatter primært nye projekter, men bygger også videre på allerede igangsatte projekter fra de forrige programmer ’Udvikling i landdistrikterne 1 og 2’.

Det er ambitionen at udvikle og omdanne områderne med fokus på at aktivere potentialer og fremhæve iboende kvaliteter, der kan bidrage til at gøre landdistrikterne endnu mere attraktive, også for bosætning og turisme.

Projekterne tager afsæt i de lokale udviklingsplaner (LUP’er), som er udarbejdet af borgere og interessenter i hver af de i alt 8 distriktsområder. Programmet er således en videreudvikling af idéer, ønsker og tanker fra de lokale projektgrupper. Gennem løbende borgerinddragelse i form af f.eks. fælles besigtigelse, workshops og præsentationer sikres lokal forankring og ejerskab i områdefornyelsens indsatser.

Programmets projekter omfatter både større stiprojekter og helhedsplaner, der involverer hele distriktsområdet, men også mindre lokale projekter som shelters, grillhytter, udsigtstårne, mv.

Programmet sætter bl.a. rammerne for en helhedsplan i distrikt 1, der skal bidrage til at styrke fællesskabet, skabe sammenhæng mellem landsbyerne og sikre områdets sociale, kulturelle og samfundsvigtige funktioner og tilbud, så området fortsat kan fastholde og tiltrække nye beboere.

I Strandby omdannes byens gamle skolegrund til et mødested og oase, hvor man får fornemmelsen af ’at være midt ude i skoven og i ét med naturen.’ ­Et sted med plads til ro og fordybelse. Skoven udgør et oplevelses- og læringsunivers, hvor man via en sti kan opleve skovens forskellige arboreter og lære om skovens flora, fauna og biodiversitet.

Områdefornyelsen arbejder også med flere forskellige vandreruter, herunder Oplevelsesruten omkring Aalestrup, Kyststien mellem Ertebølle og Risgårde, samt en ny vandrerute, der kommer omkring Gundersted, De Himmerlandske Heder og Sjørup sø. Det er ønsket og ambitionen at denne rute kan blive certificeret som en Hærvejsperle. Som en del af ruten arbejdes der med wayfinding, formidling og forskellige faciliteter, der er med til at give ruten kvalitet og gøre den attraktiv for besøgende.

Ovenstående eksempler er blot et udpluk af de mange forskellige projekter, der udgør områdefornyelsesprogrammet ’Udvikling i landdistrikterne 3’.

ÅR

2025

STED

Vesthimmerland, Landdistrikterne

BYGHERRE

Vesthimmerlands Kommune

SAMARBEJDE

Borgergrupper og Vesthimmerlands Kommune

NØGLEORD

Områdefornyelse, Program, Vision, Helhedsplan, Brugerinddragelse, Byrum, Landskab, Natur, Kultur, Stier og forbindelser, Tilgængelighed, Renovering

No items found.