Områdefornyelse Aggersund
Områdefornyelse Aggersund
Områdefornyelse Aggersund
Områdefornyelsesprogrammet ’Aggersborg og Aggersund’ tager afsæt i ønsket om en positiv og værdiskabende udvikling af de to områder til glæde for lokale og turister.
Et af områdefornyelsens fokusområder omhandler omdannelsen af Aggersunds forhenværende færgehavn, der i dag bliver brugt som industriområde. Inden Aggersundbroen blev etableret (1939-42), var der færgeoverfart mellem færgehavnen og ’jollehavnen’ på den modstående kyst, hvilket var med til at skabe liv og aktivitet i området. Gennem nye initiativer ønsker man at løfte området til igen at blive et sted der emmer af liv.
Området er velplaceret direkte ud til Limfjorden med vid udsigt mod vest til blandt andet Borreholm og Løgstør, og besidder et uforløst potentiale med sin attraktive beliggenhed.
Med udgangspunkt i idéer og ønsker fra lokale borgere og interessenter, har vi udarbejdet en helhedsplan for området, der skaber værdi for de lokale og kan være med til at gøre Aggersund endnu mere attraktiv for bosætning og turisme.
Området ved og omkring Aggersund omfatter flere interessante naturoplevelser og lokalhistoriske mindesmærker, såsom omfattende bunkeranlæg fra Anden Verdenskrig, oldtidsgravhøje og de naturrige strandenge langs kysten. Gennem en sammenføring af eksisterende stinet og nye, herunder en cykelsti der føres under Aggersundbroen, skabes en sammenhængende forbindelse mellem områdets særlige steder, og samtidig en tryg forbindelse for blandt andre skolebørn på tværs af byen.
I den sydlige del af området har der været fokus på at skabe et attraktivt miljø for blandt andet lystfiskeri. Langs den sydlige kajkant etableres der stenkastning med fiskespots og soltrapper, hvorfra man kan nyde udsigten og følge med i fiskeriet. Her indrettes desuden et ’Lystfiskerhus’. Et møde- og formidlingssted for især lystfiskere, med eksempelvis information om Limfjorden, hvor man kan rense fisk, hvor frokosten kan nydes, m.m.
I den vestlige del af området, langs med en eksisterende stenkastning, ligger ’Kærlighedsstien’. Her arbejdes der med en række nye tiltag med ambitionen om at løfte området til at blive et grønt og aktivt samlingssted med tilbud for alle aldre. Her anlægges der blandt andet legeplads, frokostspots, outdoor fitness, shelter og solnedgangsplads. Der etableres desuden en badebro, så man kan gå fra Kærlighedsstien og ud på en sandbanke, hvorfra der er fine badeforhold for både store og små.
Undervejs i processen har der været forskellige forslag og idéer til stedets udvikling og muligheder på lidt længere sigt, herunder forslag til blandede boliger, lettere erhverv og rekreative formål med relation til Limfjorden.
ÅR
2023
STED
Aggersund
BYGHERRE
Vesthimmerlands Kommune
SAMARBEJDE
Borgergrupper og Vesthimmerlands Kommune