MønsTREhusene Vandhåndtering
MønsTREhusene Vandhåndtering
MønsTREhusene Vandhåndtering
MønsTREhusene dækker over tre bebyggelsesprojekter beliggende i henholdsvis Givskud, Vonge og Thyregod - alle i Vejle kommune.
Til hver af de tre områder er der udarbejdet en vandhåndteringsplan med tilhørende vandhåndteringsrapport i samarbejde med ingeniøren. Her redegøres for eksisterende forhold og vandveje, samt fremtidige serviceregn- og ekstremregns-konsekvenser.
Bebyggelsesplanerne har Ginnerup Arkitekter udført og KJØLHEDE arkitekter har efterfølgende bearbejdet udearealer og landskab i relation til vandhåndteringen på grundene.
Givskud
Vest for Givskud centrum er et større område udlagt til fremtidige boliger. Det viste projekt indgår som en del af en større helhed i lokalplanen, med det overordnede formål at styrke boligudbuddet i Givskud. Området er i dag et dyrket areal med et boligområde mod syd og øst. Nordøst findes § 3 beskyttet eng og Givskud Bæk, mens der mod nordvest og vest er åbne landbrugsarealer.
Grunden skråner jævnt fra vest mod øst og ned mod Givskud Bæk, men projektområdet er ikke i særlig risiko for oversvømmelse fra bækken.
Der er i dette projekt fokuseret på at indpasse bassinerne, så de fremstår naturlige i deres udtryk og udformning. Begge regnvandsbassiner er dimensionerede til at tilbageholde serviceregn og kan tilbageholde mere end en 10-årshændelse, hvorefter vandet overløber til Givskud Bæk, som det også er tilfældet i dag. Regnvandet ledes til bassinerne via åbne græs render, brønde og på terræn.
Vonge
Projektområdet ligger i den vestlige del af Vonge by og er mod nord, øst og syd omgivet af boligkvarterer. Mod øst er der et mindre ikke-dyrket areal, men med dyrkede arealer længere mod øst. Da grunden ligger på et lokalt højdepunkt, er der her fokuseret på at opsamle og tilbageholde vandet på grunden i større omfang end tidligere og dermed undgå at sende store mængder vand over skel.
Bassinerne er dimensionerede efter en 100-årshændelse og optager al regnvand på grunden, der enten gennem mindre fald, brønde eller græsrender ledes til bassinerne. Det østlige bassin er relativt fladt og lavbundet for at mindske udgravningen til underliggende jordvarme, mens det vestlige er lidt dybere.
Begge bassiner vil i tørre perioder være mulige at bruge til ophold, boldspil, etc, så volumenet er fleksibelt for beboerne.
Thyregod
Med et ønske om at styrke boligudvalget i Thyregod er et ikke-dyrket område tæt på centrum udlagt til nyt boligområde. Projektet ligger umiddelbart nord for hovedgaden og er mod syd og øst omgivet af eksisterende boligbyggeri. Mod nord og vest er der anlagt en vold mod et erhvervsområde. På sigt kan der bygges flere boliger nord for projektet.
Grunden skråner fra syd mod nord med enkelte mindre lavninger og langt størstedelen af regnvandet løber i dag ud på de uopdyrkede områder mod nord. Midtpå grunden er der et læbælte som levende hegn, der ønskes bevaret jf. lokalplanen.
På sigt kan der komme flere boliger på det lavereliggende område mod nord, hvorfor bassinerne og opstuvningsvolumerne er dimensionerede til at tilbageholde regnvandet til og med en 100-årshændelse. Det sydligste bassin overløber til det midterste, der igen overløber til bassinet længst mod nordøst. Alle opstuvningsvolumenerne overløber til bassinerne, og det vil i tørre perioder være muligt at udnytte langt det meste af området til ophold, leg, m.m., da opstuvningsvolumenerne er lavbundede.
ÅR
2023-
STED
Vejle Kommune
BYGHERRE
Domea
SAMARBEJDE
Ginnerup Arkitekter, Drias, Selmerbyg, (Dansk Boligbyg), Vejle Kommune, T&M