Idéoplæg til Bernhardt Jensens Boulevard
Idéoplæg til Bernhardt Jensens Boulevard

Idéoplæg til Bernhardt Jensens Boulevard
I tæt samarbejde med Fællesrådet for Aarhus Ø har vi udviklet et idéoplæg til en fremtidig Bernhardt Jensens Boulevard samt givet input til udviklingen af Pier 3. Materialet har været anvendt ved Fællesrådets borgermøder og i forbindelse med høringssvar – og kan tilgås via Fællesrådets hjemmeside.
Visionen for den fremtidige Bernhardt Jensens Boulevard er dels at videreføre mange af tankerne bag Arkitekt Knud Fladelands vinderprojekt og arkitektoniske greb, der giver Aarhus Ø struktur, karakter og retning, dels at sikre at Boulevarden bliver den trafikale, logistiske og ikke mindst grønne rekreative krumtap, der byder alle velkommen til Aarhus Ø, som det naturlige samlende byrumselement.
Boulevarden er både den store gestus og det fintmaskede net i menneskelig skala – et langstrakt selvstændigt forløb, hvor de forskellige bebyggelser og piers på Aarhus Ø hægter sig på og mod syd forbindes til Aarhus midtby sammen med den nye bydel. Øen forankres til det historiske Aarhus, med Domkirken som visuelt fikspunkt for enden af boulevarden.
Som bydelens rygsøjle og hovedgreb både samler og spreder boulevarden bevægelse og liv. Den er en fysisk og visuel tydelig velkomst, der skaber overblik og en sammenhæng, der leder gæster, beboere og erhvervsliv ind i Aarhus Ø med en klar og inviterende identitet.
Boulevarden fungerer som en naturlig navigationslinje, hvor fodgængere, cyklister, buspassagerer og bilister mødes i en infrastruktur, der er robust – men ikke dominerende.
Boulevarden er dog langt mere end et trafikrum. Den er tænkt som et smukt sanseligt landskabeligt grønt byrum, hvor mobilitet og ophold er ligeværdige værdier. Langstrakte forløb og åbne kig skaber rytme og variation, mens intime lommer og afskærmede zoner inviterer til pauser, møder, ophold i læ og lys, - men også steder der byder op til forskellige aktiviteter, såvel permanente som midlertidige.
Mod vest defineres Boulevardens rum af en rytmisk bygningsstruktur, afbrudt af passager og kig. Mod øst åbner rummet sig op mod vandet – og skaber et grønt bagtæppe for udeservering, byliv og aktivitet ved og på vandet.
Fra syd møder man Boulevarden umiddelbart efter lyskrydset ved Nørreport. Ud over at fordele trafikken på dette sted indledes og afsluttes promenaden af et bassin med flere slags vandfontainer, der byder velkommen og samtidig danner barriere for uhensigtsmæssig tværgående trafik.
Mod nord afsluttes Boulevarden i med et større trappe- og badeanlæg ud mod Århus bugten. Her er også placeret en leg- & aktivitetsplads omkranset af siddetrapper.
Boulevarden rummer:
- En sikker og tydelig fordeling af fodgænger-, cykel- og biltrafik
 - Strategisk placerede stoppesteder for kollektiv trafik og taxi, af- og pålæsning, mv.
 - Opholdszoner og grønne lommer, som fungerer som bylivsgeneratorer
 - Landskabelige sansehaver samt steder for musik og teater, o.l.
 - Midlertidige funktioner som markedsdage og events
 - Cykelparkering, adgangspunkter og logistik til erhverv og beboelse
 - Et skiftende udsyn mod byen og havet – og steder, hvor man kan trække sig op i højden og opleve landskabet
 
Boulevarden skaber således bevægelse til og fra Aarhus Ø – uden at fremstå som en traditionel trafikåre. Den håndterer mobilitet – uden at give afkald på opholdskvaliteter og grønne strukturer. Den gennemgående designstrategi i belægning, beplantning, møblering og udformning giver Boulevarden en stærk lokal identitet, som forankrer hele Aarhus Ø i både byen og havnen – fysisk, visuelt og oplevelsesmæssigt.
ÅR
2025
STED
Aarhus Ø
BYGHERRE
SAMARBEJDE
Fællesrådet for Aarhus Ø





