Helhedsplan Hvidemølle
Helhedsplan Hvidemølle

Helhedsplan Hvidemølle
Naturen til byen
Helhedsplanen for Hvidemølle-området er en forundersøgelse udarbejdet i tæt samarbejde med Randers Kommune med henblik på at formidle og visualisere en vision og helhedsplan for et større område på mere end 100 HA i Randers. Projektområdet er beliggende mellem bykernen og Gudenåen, som foruden storslået lavbunds natur omfatter bl.a. Hvidemølle, Randers Regnskov, Biosfæren, Gasværksgrunden, Kolonihaver, Jernbanegade/Viborgvej, Randers SportsArena og Randers Station.
Med helhedsplanen for Hvidemølle ønskes det at udvikle og sikre fremtidige rammer for en rekreativ, grøn klimabevidst bydel med naturen som udgangspunkt, hvor der sikres stærke synergier mellem natur og by, samt en vision om at få naturen helt frem til byen.
Gennem besigtigelser, registreringer og stedsanalyser har vi dannet et overblik over områdets nuværende forhold, kvaliteter, udfordringer, potentialer og bindinger, der er med til at belyse og afgrænse, hvad der skal løses i den helhedsmæssige planlægning af området.
Området er bl.a. karakteriseret ved den markante trafikåre langs ’byvæggen’ mellem Randers Bro i øst og ud mod E45 motorvejen mod vest, der udgør en væsentlig fysisk barriere mellem byen og naturen, med ringe muligheder for især bløde trafikanter at bevæge sig på tværs. Trafikåren med jernbanen og Viborgvej er også en visuel barriere i overgangen mellem by og natur.
Syd for trafikåren ligger Hvidemølle, der er et ældre kulturhistorisk industriområde med flere bygninger samt Randers Regnskov, der er en tropisk zoologisk have og et kendt turistmål. Herudover er der kolonihaveforeninger mv. og ikke mindst naturarealerne langs med Gudenåen og Vorup Enge, der udgør den største part. Et samlet område med et stort potentiale for mangt og meget, der i dag begrænses af den ringe tilgængelighed og for mange også et hengemt og utrygt område at færdes i.
Med udgangspunkt i disse undersøgelser er der udarbejdet en række overordnede scenarier, der gennem tydelige og markante greb skaber sammenhæng og undersøger mulighederne for den fremtidige udvikling, herunder en landskabelig og bymæssig strukturering af området.
Der ligger en betydelig udfordring og en vigtig opgave i at definere området, dets værdier, hensyn til benyttelse og beskyttelse. Adgang til området i bred forstand, skal løses. Det gælder ikke mindst vand fra de tilstødende højereliggende byarealer mod nord, der naturligt vil søge mod Gudenåen.
Trafikåren, så den frem for at være en barriere bliver et samlende og identitetsskabende ’overgangsrum’, der overordnet løser trafikafvikling, integrerer natur og vand i en bymæssig kontekst og samtidig skaber trygge passager på tværs.
Det nuværende industriområde skal gennem transformation og aktivering skabe flere nye initiativer som bl.a. Biosfæren og udvidelsen af Randers Regnskov. Der skal skabes bedre rammer for, at lokale beboere og turister kan gå på opdagelse i naturen. Desuden ligger der en vigtig opgave i at sikre gode landskabeligt indpassede vandhåndteringsløsninger, da området på grund af sin beliggenhed er i risiko for oversvømmelse.
Scenarierne har til formål at danne et solidt afsæt for den følgende helhedsplanlægning.
ÅR
2024
STED
Randers
BYGHERRE
Randers Kommune
SAMARBEJDE
Randers Kommune, Plan afd., Randers Regnskov, mfl.






