Helhedsplan Distrikt 1

Formidlingscenter Nørrekær Enge

No items found.

Helhedsplan Distrikt 1

Helhedsplan Distrikt 1

Helhedsplan Distrikt 1

For og i samarbejde med Visionsrådet i Distrikt 1 og Næsborggruppen har vi udarbejdet en Helhedsplan, der formulerer og præsenterer en fælles vision og helhedsorienteret plan, der kan danne ramme om den fremtidige udvikling af Distrikt 1. Helhedsplanen skal læses og bruges som et aktivt planlægnings- og udviklingsredskab som distriktets borgere, foreninger og øvrige aktører kan gribe til og lade sig inspirere af i den videre udvikling af deres område.

Vesthimmerlands Kommune omfatter den nordvestlige del af halvøen Himmerland ud mod Limfjorden. Kommunen er opdelt i 8 distrikter, hvoraf Distrikt 1 udgør den nordøstlige del af kommunen – et område der er præget af store landbrugsflader, hede- og kystlandskab samt flere mindre landsbyssamfund

Planen er bygget op af to spor – en vision og en række fysiske indsatsområder. Planen kombinerer således nogle overordnede rammer og strukturer for udviklingen, med mere konkrete strategier, værktøjer og fysiske indsatser, der belyser og udfolder udviklingspotentialer i og omkring landsbyerne.

Distrikt 1 skal være et attraktivt sted at bosætte sig – med naturen, fjorden og lokalsamfundets styrke som omdrejningspunkt for det gode liv.

Sådan lyder visionen for fremtidens Distrikt 1, der fokuserer på at fremme udviklingen både i og mellem landsby­erne – en udvikling der styrker fællesskabet, skaber sammenhæng og binder lokalsamfundene tættere sammen. Visionen bakkes op af 6 strategiske temaer, der bidrager til at overskueliggøre visionen og gøre den nemmere for borgerne at prioritere og handle på.

Planens andet spor sætter fokus på 6 fysiske indsatsområder, der er udpeget og kvalificeret gennem en borgerdrevet proces. Det er ambitionen at der på sigt skal knyttes en lokal arbejdsgruppe til alle områderne, der med støtte og opbakning fra Visionsrådet, Næsborggruppen og Vesthimmerlands Kommune skal arbejde videre med at omsætte idéer og ønsker til konkrete projekter.    

Fælles for alle indsatsområder har vi fokuseret på at skabe et godt grundlag og afsæt for det videre arbejde. Her præsenteres de foreløbige tanker og idéer fra borgerne samt nogle principper, greb og retningslinjer for, hvordan man kommer godt vi­dere med udviklingen, og hvad man skal være op­mærksom på. En form for værktøjskasse.


Sikker Skolesti

Et af de indsatsområder hvor udviklingen allerede er godt igang omhandler etableringen af en skolesikker cykelsti til Toppedalskolen i Vindblæs, der skal gøre flere elever selvtransporterende. Med afsæt i arbejdsgruppens vision og input har vi illustreret 3 mulige scenarier for en cykelstirute fra Skarp Salling og Vindblæs til Toppedalskolen – samt forslag til en ny rundkørsel, der skal løfte sikkerheden på et i dag særligt usikkert sted. På sigt er det ambitionen, at der skal anlægges sikre cykelstier til alle de omkringliggende landsbyer, hvorfra det må forventes at man kan cykle i skole.

Bakkeskolegrunden

Nord for Skarp Salling, hvor den tidl. Bakkeskole lå, ligger et stort areal nu åben for udvikling. På baggrund af arbejdsgruppens idéer og ønsker har vi udarbejdet et idéforslag, der præsenterer en mulig ny disponering af området. Idéen tager udgangspunkt i borgernes ønske om at etablere en skov. Hovedkonceptet er Skovsløjfen – et let hævet stiforløb der tegner en lysning i skoven, og hvorfra der er adgang til en række forskellige aktiviteter og faciliteter såsom naturlegeplads, grill- og madpakkehus, shelter og bålplads mv. Det er ønsket at skoven kan blive et attraktivt fælles mødested i Distriktet, som også vil kunne tiltrække turister fra nær og fjern.

Formidlingscenter Nørrekær Enge

Et tredje indsatsområde tager afsæt i den statslige udpegning af Nørrekær Enge som Energipark, der omfatter både vindmøller og batteri- og solcelleanlæg. Blandt lokalområdets beboere og aktører er der stor opmærksomhed på de udfordringer og potentialer, som en sådan arealomlægning kan medføre for lokalområdet. På den baggrund er der dannet en lokal arbejdsgruppe,der arbejder med at undersøge mulighederne for at etablere et lokalt forankret oplevelses- og formidlingscenter, der bl.a. kan understøtte forskning samt udvikling og formidling af energiprocesser. Med afsæt i input fra gruppen gennem dialog, skitser mv. er vi kommet med et bud på en mulig placering og et skitseforslag der præsenterer, hvordan centeret og en ankomstsituation kunne se ud. Her har vi haft særligt fokus på den landskabelige tilpasning af centeret, da det placeres i et relativt kuperet landskab.

ÅR

2026

STED

Vesthimmerland

BYGHERRE

Visionsrådet Distrikt 1 og Næsborggruppen

SAMARBEJDE

Visionsrådet Distrikt 1, Næsborggruppen, Borgere, Vesthimmerlands Kommune

NØGLEORD

Byudvikling, Helhedsplan, Vision, Strategi, Udviklingsredskab, Byrum, Landskab, Mødesteder, Byliv, Kulturhistorie, Forbindelser, Byrumsinventar, Oplevelse

No items found.