Fornyelse af bymidten

No items found.

Fornyelse af bymidten

Fornyelse af bymidten

Fornyelse af bymidten

I et tæt samarbejde med Haderslev Kommune har vi udarbejdet et områdefornyelsesprogram der fokuserer på byens hovedgade Vestergade/Østergade samt Halområdet, der udgør byens knudepunkt for sport og idræt. Programmet tager afsæt i ønsket om en positiv og værdiskabende udvikling af Vojens bymidte med ambitionen om at kunne fastholde og tiltrække beboere, understøtte potentialet for turisme og styrke grundlaget for private investeringer.

Visionen lyder "Vojens skal styrkes som attraktivt bo-og levested, hvor det stærke fællesskab, naturskønne omgivelser og mangfoldige kultur- og fritidstilbud skaber rammerne om det gode hverdagsliv."

Områdefornyelsen er endel af en større byfornyelsesproces med afsæt i udviklingsplanen Levende bymidte fra 2023. Formålet med områdefornyelsen er bl.a. at omsætte udviklingsplanens vision og hovedgreb til konkrete og realiserbare indsatser.

Vojens er en relativt ung stations- og centerby med ca. 7.400 indbyggere, beliggende ca. 12 km vest for Haderslev. Ligesom det er tilfældet i flere andre mindre byer i Danmark, mærker man de negative konsekvenser af urbaniseringen. I Vojens oplever man udfordringer med at fastholde vigtige funktioner i bymidten, hvilket presser både erhvervslivet og lokalsamfundet. Nedslidte veje, tomme bygninger og mangel på by-kvalitet er nogle af de udfordringer man ønsker at løse gennem en gennemgribende byfornyelse.

Trods udfordringer rummer byen mange kvaliteter og potentialer. Gennem nye initiativer vil man skabe en mere aktiv og sammenhængende bymidte med attraktive mødesteder og mangfoldige kultur- ogfritidstilbud, der understøtter byens fællesskaber, synliggør naturen, aktiverer uudnyttede arealer og styrker de rekreative forbindelser i og omkring bymidten.

I områdefornyelsen arbejdes der med en række konkrete fysiske indsatser, der hver især og i sin helhed understøtter visionen for udviklingen af Vojens. Inddragelse af byens borgere, aktører og interessenter har bidraget til at skabe en fælles forståelse af byen – dens kvaliteter, udfordringer og potentialer, som indsatserne bl.a. er udviklet på baggrund af.

Vestergade/Østergade
En af programmets indsatser omhandler en generel forbedring og forskønnelse af byens hovedgade. Hovedgaden, Vestergade/Østergade udgør byens rygrad, hvorfra hovedparten af byens tilbud, aktiviteter og mødesteder udspringer – en vigtig forbindelse, der binder byen sammen. Med udgangspunkt i overskrifterne forskønnelse, øget tryghed og bedre afvanding foreslås en omlægning og optimering af vejprofilet, der med et gennemgående design skal sikre en bedre sammenhængskraft både fysisk og visuelt. Med ønsket om at skabe funktionelle, trygge og attraktive mødesteder i bymidten, arbejdes der med at løfte to eksisterende men uforløste og delvist forsømte byrum, der begge ligger langs hovedgaden. I begge tilfælde foreslås det, at kvalificere stedet som et bytorv, der spænder på tværs af hovedgaden. Et greb der skal skabe større sammenhængskraft på tværs, have en fartdæmpende effekt på trafikken og skabe rammerne for at et levende og aktivt byliv kan udfolde sig. Dette omfatter bl.a. etablering af en rammesættende og identitetsskabende belægning, begrønning, integrerede vandhåndteringsløsninger og ny inventar der giver mulighed for ophold og skaber tryghed.

Halområdet
I den østligste del af byen ligger Halområdet – med svømmehal, idrætsbaner, fitness, is-arena og tilhørende parkerings- og udearealer. Halområdet er et vigtigt og på mange måder fungerende samlingssted i byen, der tiltrækker besøgende fra oplandet. Gennem nye initiativer vil man styrke området ved at samle flere aktiviteter, gøre det mere synligt og inviterende og skabe bedre sammenhæng ml. områdets forskellige tilbud. Konkret arbejdes der med tre indsatser i området under titlerne Ankomstområdet, Eventpladsen og Aktivitetspladsen.

Ovenstående er blot et udpluk af de mange nye tiltag der er præsenteret i områdefornyelsesprogrammet.

ÅR

2026

STED

Vojens

BYGHERRE

Haderslev Kommune

SAMARBEJDE

Haderslev Kommune, Forum Vojens, Lokale politikere og borgere

NØGLEORD

Områdefornyelse, Program, Vision, Brugerinddragelse, Byrum, Mødesteder, Landskab, Natur, Kultur, Stier og forbindelser, Mobilitet, Tryghed, Sammenhængskraft, Tilgængelighed

No items found.